Generel skuemestervejledning

Automatiktekniker arbejder på maskine

Her kan du finde information om rollen som skuemester. 

At være skuemester

Udpegning af skuemestre og ophør af skuemesterhvervet

Som skuemester er du udpeget af organisationerne bag det faglige udvalg, fordi du har indsigt i og tilknytning til uddannelsens fagområde samt kendskab til branchens situation og behov.

Som udgangspunkt fortsætter du som skuemester, til du bliver afbeskikket. Hvis du ophører med at have tilknytning til faget på grund af eksempelvis pension eller anden beskæftigelse, bedes du gøre Industriens Uddannelser opmærksom på dette, da skuemesterhvervet i disse tilfælde som udgangspunkt ophører efter et år.

Indkaldelse til bedømmelse

Du og den anden skuemester bliver typisk indkaldt en måned inden svendeprøven. I vil repræsentere henholdsvis arbejdsgiversiden og arbejdstagersiden.
Industriens Uddannelser sender efterfølgende en liste med navne på eleverne, deres praktikvirksomheder og dato, tid og sted for prøven.

Skolen vil forsyne dig med materiale, som har betydning for, at du kan bedømme prøven. Kontakt skolen, hvis du ikke modtager dette i så god tid inden prøven, at du kan nå at sætte dig ind i materialet. Er du i tvivl om noget, så kontakt den anden skuemester, skolen eller eksaminator inden prøven.

Inhabilitet

Som skuemester må du ikke have arbejdsmæssig, personlig eller slægtsmæssig relation til en af eleverne. Har du dette, skal du kontakte Industriens Uddannelser hurtigst muligt.

Sygdom

Hvis du bliver syg op til dagen, kan du ringe til Industriens Uddannelser. Hvis du bliver syg på dagen, skal du ringe til skolen.

Neutral adfærd

Det er vigtigt, at du fremstår neutral i din rolle som skuemester. Hvis du f.eks. viser uenighed, begejstring eller irritation, kan det virke distraherende. Det er også en god idé at sætte telefonen på lydløs, så du ikke kommer til at forstyrre bedømmelsen. Husk også, at nogle elever kan blive forvirret, hvis du har logoer fra din arbejdsplads på tøjet.

Mødetid

Du skal møde på skolen i god tid, så du kan nå at finde det rigtige lokale samt veksle et par ord om dagens forløb med den anden skuemester og eksaminator. Det kan f.eks. være, at I skal aftale, hvornår det er passende, at du stiller spørgsmål til eksaminanden. I skal også orientere jer i de lokaler, prøven foregår i, og sikre at maskiner og andet udstyr er til rådighed.

Honorarregler

I forbindelse med bedømmelse af svendeprøver ydes der honorar til dig som skuemester og godtgørelse af udgifter til rejser og ophold. Du kan læse mere om retningslinjerne for udbetaling af honorar her. Reglerne kan også oplyses ved henvendelse til Industriens Uddannelser.

Læs mere i den generelle skuemestervejledning

Opgaver under svendeprøven

Kommunikation med eleven

Ved eksaminationens start bør du hilse på eleven og signalere interesse og imødekommenhed. Virker eleven nervøs, kan en imødekommende bemærkning, et supplerende spørgsmål eller lignende være med til afhjælpe eventuel eksamensangst.

Under eksaminationen kan du stille uddybende spørgsmål til eleven, hvis det er nødvendigt af hensyn til bedømmelsen. Vær opmærksom på at stille klare og relevante spørgsmål på elevens niveau. Det hører også med til dine opgaver at stoppe en elev, der bevæger sig ud ad en tangent. Fornemmer du, at en elev ikke forstår eksaminators spørgsmål, bør du præcisere spørgsmålet, så eleven forstår, hvad der bliver spurgt om.

Det er vigtigt, at eleven ikke bliver fanget i en uenighed mellem dig, den anden skuemester og eksaminator, så gem eventuelle uenigheder til voteringen.

Kommunikation med eksaminator

Du kan under prøven tale med eksaminator, men kun om prøvens indhold og forløb. Eventuelle uenigheder bør drøftes, så eleven ikke kan høre det, eller gemmes til under voteringen.

Notatpligt

Både du og eksaminator skal tage notater om præstationen og karakterfastsættelsen til brug i en eventuel klagesag. Notaterne skal opbevares i et år.

Rammer for bedømmelsen

Hver elev skal bedømmes af dig, en anden skuemester og en eksaminator (faglærer). Som skuemester er dine primære opgaver at sikre:

  • at prøverne er i overensstemmelse med de mål og krav, som er fastsat for uddannelsen og som fremgår af den specifikke del af skuemestervejledningen.
  • at eleverne får en ensartet og retfærdig behandling, og at deres præstationer får en pålidelig bedømmelse.

Voteringen

Det er kun eksaminator, dig og den anden skuemester, som kan være til stede under voteringen. Skolen kan dog bestemme, at en kommende eksaminator også kan overvære voteringen, ligesom en nyudpeget skuemester kan deltage i en svendeprøve som en del af oplæringen.

Voteringen indledes med, at du sammen med den anden skuemester fremhæver styrker og svagheder ved elevens præstation. Det er vigtigt, at I hver især udtrykker jer kort og klart om jeres vurderinger og begrundelser, samtidig med at I er lydhøre over for hinanden. Støt dig gerne til dine notater fra prøveforløbet.

Hvis der ikke er enighed mellem dig, den anden skuemester og eksaminator, skal I finde et kompromis. Hvis I ikke kan finde et kompromis, skal skuemestrene og eksaminator hver give en karakter. Den endelige karakter beregnes som gennemsnittet af disse karakterer, der herefter afrundes til nærmeste karakter i karakterskalaen. Her er der en ’stemme’ fra skuemestrene og en fra eksaminator. Hvis gennemsnittet ligger midt imellem to karakterer, er den endelige karakter nærmeste højere karakter, hvis du og den anden skuemester har givet den højeste karakter, og ellers den nærmeste lavere karakter.
Hvis der er uenighed mellem dig og den anden skuemester om karakteren, skal I først fastsætte en fælles karakter fra dig og den anden skuemester. Det sker som gennemsnittet af jeres karakterer, der afrundes til nærmeste karakter i karakterskalaen. Den fælles karakter fra jer skal herefter bruges til beregningen af gennemsnittet mellem jeres og eksaminators karakter, der derefter skal afrundes til nærmeste karakter i karakterskalaen.

I kan evt. anvende regnearket Hjælp til karakterberegning

Efter I har fastsat karakteren, kan I drøfte, hvilken begrundelse eleven skal have for sin karakter. I begrundelsen kan indgå, hvad der er blevet lagt vægt på i bedømmelsen, herunder styrker og svagheder ved præstationen.

Aflevering af bedømmelsen

Begrundelsen for karakteren bør gives kortfattet og med velvalgte ord, så eleven forstår, hvad der er lagt vægt på.

Normalt er det eksaminator, der meddeler karakteren, men der findes ingen regler om dette.

I skal ikke indgå i en diskussion med eleven omkring bedømmelsen. Husk, at eleven har mulighed for at klage over prøven, herunder også selve bedømmelsen. Har der været uenighed om karakteren, bør I heller ikke give udtryk for dette.

Læs mere i den generelle skuemestervejledning

Opgaver efter svendeprøven

Tavshedspligt

Du har som skuemester tavshedspligt. Det betyder, at du ikke må oplyse andre om, hvilke elever der har været til svendeprøve, eller hvad eleverne har fået i karakter.
Er du utilfreds med prøvens forløb, indhold, eksaminator eller andet, bør du tale med skolen herom og ellers kontakte Industriens Uddannelser.

Snyd

Har du mistanke om, at eleven har snydt ved f.eks. at have skaffet sig (eller ydet) uretmæssig hjælp, skal du indberette dette til skolen. Det er herefter skolens ansvar at foretage en nærmere undersøgelse heraf.

Problemer eller mangler hos skolen

Konstaterer du, at der er forhold, der ikke er opfyldt, eller får du en formodning om væsentlige mangler i skolens varetagelse af en uddannelse, skal du sammen med den anden skuemester indberette dette til skolen og til Undervisningsministeriet. Industriens Uddannelser vil gerne hjælpe med at udfærdige indberetningen, hvis I har behov for dette. I bedes under alle omstændigheder fremsende en kopi af indberetningen til Industriens Uddannelser.

Klage

Hvis skolen modtager en klage fra en elev, skal denne straks forelægges for dig, den anden skuemester og eksaminator. I har herefter to uger til at afgive en udtalelse, hvor I hver især skal udtale jer om de faglige spørgsmål i klagen.

Klageren (eleven) skal herefter have lejlighed til at kommentere på disse udtalelser inden for en frist på en uge.

På grundlag af jeres udtalelser og klagerens kommentarer hertil afgør skolen klagen. Klager vedrørende bedømmelse af en prøve afholdt som svendeprøve afgøres dog af skolen i samråd med det faglige udvalg.

Afgørelsen skal være skriftlig og begrundet og meddeles af skolen til klageren hurtigst muligt og senest to måneder efter, at skolen har modtaget klagen.

Afgørelsen kan resultere i følgende udfald:

  • Tilbud om ny bedømmelse, dog ikke ved mundtlige prøver.
  • Tilbud om omprøve.
  • At klageren ikke får medhold i klagen.

Ved tilbud om omprøve eller ny bedømmelse af den allerede aflagte prøve kan dette resultere i en lavere karakter for klageren. Hvis afgørelsen resulterer i et tilbud om omprøve eller ny bedømmelse, skal klageren informeres om, at det kan føre til en lavere karakter.

Hvis afgørelsen af klagen resulterer i, at klageren ikke får medhold, kræver det, at du, den anden skuemester samt eksaminator er enige om dette.

Hvis klageren ønsker at acceptere tilbud om ny bedømmelse eller ny prøve, skal meddelelse herom gives senest to uger efter tilbuddets meddelelse er afgivet.

Der skal udpeges nye skuemestre ved ny bedømmelse eller omprøve.

Læs mere i den generelle skuemestervejledning

Hjælp til beregning af karakter

Her kan du finde en formular, som kan hjælpe dig med at beregne svendeprøvekarakterne for dine elever. 

Kontakt