30. sep 2020

Jenny er automatiktekniker og døv: - Der er plads til alle i de her fag

Navn: Jenny Stensby
Uddannelse: Automatiktekniker
Vinderår: 2018


Du modtog ML-Prisen for to år siden – hvad husker du fra dagen?

- Jeg husker bl.a. det fuldautomatiske parkeringsanlæg i BLOX, da vi skulle parkere bilen. Det var rigtig spændende for en nyuddannet automatiktekniker som mig. Det var også mit første besøg i Den Sorte Diamant – det gjorde indtryk på mig. Jeg var den sidste, der blev kaldt på scenen, så jeg havde god tid til at reflektere over, hvad ML-Prisen egentlig betød for mig. Det var en anerkendelse af det hårde arbejde, jeg havde lagt i min læretid for at kunne hævde mig til trods for min manglende hørelse. Selvom jeg allerede var blevet anerkendt som en dygtig elev af skolen og min tidligere arbejdsplads, var prisen et symbol på, at mine nyerhvervede kompetencer var gode nok.

Hvad har du lavet, siden du modtog ML-Prisen?

- Efter min læretid hos medicinalvirksomheden Leo Pharma fik jeg job hos Gibotech A/S, der udvikler, installerer og servicerer højteknologiske automationsanlæg og robotter. Jeg er en del af et team, der arbejder med hospitalsprojekter. Jeg er med til at bygge to fuldautomatiske sterilcentraler til Region Hovedstaden, som er verdens første af sin slags.

Jeg har fx tolk på under spisepauserne, så jeg kan deltage i den sociale snak. Resten af tiden kommunikerer jeg selv med mine kolleger med mundaflæsning og kropssprog.

Hvad gjorde du dig af overvejelser ift. at gå ind i et fag, som er domineret af mænd?

- Jeg havde ikke nogen overvejelser. Det var kun mine egne interesser, jeg gik efter. Jeg tænkte ikke over, om der var for mange mænd, eller for den sags skyld for få kvinder, i den branche jeg valgte.

Overvejede du andre veje, før du valgte at blive automatiktekniker?

- Jeg har en bachelorgrad i digital multimedieproduktion og et års 3D-designstudie oveni. Efter uddannelsen arbejdede jeg som 3D-artist og webudvikler i nogle år, før jeg sagde farvel og tak til almindeligt kontorarbejde.

Jenny ML-Prismodtager vandring
Jenny Stensby modtog ML-Prisen i 2018. "Det var en anerkendelse af det hårde arbejde, jeg havde lagt i min læretid for at kunne hævde mig til trods for min manglende hørelse," foræller Jenny om at modtage ML-Prisen. Foto: Private / Søren Malmose

- Da vi skrev sammen forud for interviewet, skrev du, at ”det vil være fedt at vise, at flere arbejdsgivere roligt kan ansætte kvinder (også døve). Vi er en god ressource, som arbejder hårdt og har det fokus, der skal til” – Vil du uddybe dette?

- At jeg fik ML-Prisen kan være med til at synliggøre at kvindelige og/eller døve medarbejdere er lige så dygtige som de mandlige med hørelse. Når man kun hører, læser eller skriver om mænd i faget, kan man få det billede, at kvinder eller døve ikke kan det samme. Hvis vi kommer tydeligere frem i mediebilledet, bliver det tydeligt, at der er plads til alle i de her fag.

Hvordan fungerer din daglige gang på arbejdet ift. at du er døv?

- Jeg har mulighed for at have tegnsprogstolk på mit arbejde nogle timer hver dag. Tolken tolker alt fra møder til telefonsamtaler. Det er vigtigt for mig at understrege, at arbejdsgiveren ikke har nogen ekstraudgifter på grund af mit høretab. Det er jobcentret, der dækker alle tolkeudgifter. Det er mit eget ansvar at planlægge, hvornår tolken skal komme. Jeg har fx tolk på under spisepauserne, så jeg kan deltage i den sociale snak. Resten af tiden kommunikerer jeg selv med mine kolleger med mundaflæsning og kropssprog. Bliver det svært skriver vi på telefon, computer eller papir. Jeg har tit kun brug for stikord for at forstå budskabet eller opgaven.

Hvordan kobler du af?

- Jeg kan godt lide at vandre eller løbe ture i naturen. Jeg hygger mig også med at samle Lego-sæt eller bygge ”toy building kits”. Lige nu er det biler i metal fra Time 4 Machine. Jeg bruger også en del tid på slægtsforskning, hvor jeg sporer de manglende oplysninger i mit familietræ.