10. dec 2020

Stort rådgivningsprojekt skal hjælpe virksomheder med at oprette flere lærepladser

Med individuel rådgivning til 500 virksomheder bliver der nu sat ekstrahårdt ind på at få skaffet flere lærepladser til en lang række uddannelser i industrien.

Flere faglige udvalg er nemlig gået sammen om en indsats, der skal munde ud i 80-100 nye lærepladser. Projektet er støttet af AUB-midler og forankret i Industriens Uddannelser.

- Vi har fokus på virksomheder, der allerede er godkendt til at uddanne lærlinge og elever. Vi tilbyder dem rådgivning om, hvilke uddannelser der kan være relevante for dem, og hvordan de kan finde elever. Hvis de allerede tager elever, håber vi de vil tage lidt flere, siger Morten Ørnsholt, sekretariatschef i Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI).

To grupper af virksomheder

De virksomheder, der er udvalgt i projektet, vil blive kontaktet med henblik på oprettelse af uddannelsesaftaler frem til maj 2021.

Virksomhederne kan inddeles i to grupper:

  • Virksomheder, der ikke har brugt deres praktikpladsgodkendelse i fem år, men som har tilkendegivet, at de ønsker at beholde den.
  • Virksomheder, som har høj sandsynlighed for at tage elever, baseret på deres baggrundsdata.

Individuel rådgivning

Virksomheder, der viser interesse for at tage elever, vil få tilbudt skræddersyet rådgivning, som kan afhjælpe de problemstillinger der måtte være. Det kan fx være hjælp til at navigere i regler og lovgivning, rådgivning om relevante uddannelser, nyttige kontakter til erhvervsskolen m.m.

- I Industriens Uddannelser har vi adgang til data om virksomhedernes godkendelser og antal elever. Den viden kan vi drage nytte af i det her projekt, så vi kan hjælpe og rådgive den enkelte virksomhed bedst muligt,, siger Martin Liebing Madsen, sekretariatschef i Industriens Fællesudvalg (IF).