15. sep 2020

MI og Edura udvikler digitale læringsforløb i nyt AMU-projekt

På grund af coronakrisen måtte faglærere og AMU-skoler i foråret lynhurtigt omlægge al undervisning og vejledning fra fysiske til digitale rum. Det har gjort digital læring mere aktuel end nogensinde før.

På den baggrund har Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) i samarbejde med konsulenthuset Edura igangsat et AMU-projekt om digitale læringsforløb. Projektet kredser om AMU-kurser på tre brancheområder nemlig data- og kommunikation, automatik og køretøjer.

Moduler og fleksibilitet

Selve udviklingen af digitale læringsforløb kommer til at foregå på workshops, som Edura står for. Det er faglærere fra TEC, Mercantec og EUC Syd, der deltager i projektet.

Målet er at gøre AMU-kurserne mere fleksible ved at opdele dem i moduler. Undervejs vil disse spørgsmål blive bearbejdet:

• Hvordan kan vi gøre online læring klogere og forbedre udbyttet hos den enkelte kursist?
• Hvordan kan vi skabe et spændende læringsrum for den enkelte kursist, når og hvor det passer kursisten?
• Hvordan kan vi hindre aflysninger af kurser pga. manglende antal deltagere?

De nyudviklede moduler bliver alle SCORM-kompatible. Det betyder, at de kan anvendes på stort set alle LMS-platforme (Learning Management Systems).

Desuden udvikles en metodehåndbog til brug for fremtidige digitaliseringsprojekter på skolerne.

Projektet forventes afsluttet i slutningen af november 2021.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Helena Kajinic

Uddannelseskonsulent

Telefon

33 77 91 67

Mobil

21 14 25 65

E-mail

hka@iu.dk