22. sep 2020

Kvindernes ML-Priser: Ditte ville være frisør for at passe ind

Navn: Ditte Kammersgaard
Alder: 27 år
Uddannelse: Personvognsmekaniker
Vinderår: 2015

Du modtog ML-Prisen for fem år siden – kan du stadig huske, hvordan det var?

- Ja. Det var lidt specielt at være den eneste pige. Men jeg er vokset op i en familie med interesse for motorsport, så det er jeg vant til. Det var en god oplevelse og en erkendelse af, at selvom jeg måske ikke var den stereotype mekaniker, så var jeg dygtig, til det jeg lavede.

Hvad har du lavet, siden du modtog ML-Prisen?

- Jeg videreuddannede mig til autoteknolog med henblik på at kunne arbejde inden for motorsport. Jeg måtte også erkende, at selvom jeg var god til at være mekaniker, så er min fysik ikke til at arbejde på et værksted hele min karriere. Gennem kontakter i rallyverdenen fik jeg mit nuværende job som konsulent på et kundestyringsprogram. Jeg tager ud til værksteder og præsenterer og sætter programmet op for dem. Jeg nyder stor gavn af at vide, hvordan et værksted fungerer, og hvordan man arbejder på gulvet.

Og så dyrker du rally som co-driver på ret højt niveau?

- Ja, det er min store passion. Som co-driver er min rolle at navigere chaufføren. Jeg ser aldrig op på vejen, men kun ned i min bog med noter. Kroppen bliver udsat for et stort tryk, når den bliver kastet rundt i sædet, så det er vigtigt at have en stærk core (muskulaturen i ryg, mave og lænd, red.). Derfor styrketræner jeg, så jeg er klar til at køre.

Når vi laver hastighedsprøver, kører vi 120 km/t i snit med alle nedbremsninger. Makshastigheden er 187 km/t, og det lyder måske ikke så voldsomt, men vi har ikke brug for så høj topfart, vi har brug for hurtig acceleration
Ditte Kammersgaard

Før du blev mekaniker, søgte du læreplads som frisør i to år. Hvad fik dig til at vælge den retning – og siden helt skifte spor?

- Jeg har altid interesseret mig for biler, og gennem min far har jeg fået interessen for motorsport. Men jeg havde en svær skolegang, og jeg ville gerne bare passe ind. Og det gør man jo ikke i mekanikerfaget, når man er pige. Så helt ubevidst har det præget mig til at vælge mekanikervejen fra. Og så blev det frisør. Men jeg fandt ikke en læreplads, og jeg kan godt se nu, at de steder jeg søgte, valgte mig fra, fordi de kunne mærke, at det ikke var det rigtige for mig.

- Jeg prøvede også kræfter med uddannelsen til teknisk designer. Jeg tænkte, at jeg kunne tegne dippedutter til biler. Men det skulle jeg heller ikke. Så jeg tog en snak med en vejleder, og den ændrede mit liv. Han gav mig en mulighed, som jeg ikke selv turde tage. Han foreslog, at jeg blev mekaniker. Først afviste jeg, for jeg kendte jo alle fordommene for, hvorfor piger ikke bliver mekanikere. Mens jeg sad der, tog han telefonen og lavede et opkald. Da han lagde på, havde jeg en praktikplads. Jeg ved ikke, hvor jeg ville være i dag uden den vejledning. På bagkant virker det så rigtig.

Ditte Kammersgaard, personvognsmekaniker, ML-Prismodtager og rally co-driver

Ditte Kammersgaard har vundet mange pokaler som co-driver i rally. Hun vandt DM i Super Rally i 2019 og tilbage i 2011 vandt hun prisen for årets co-driver. Fotos: Privat.

Har du stadig statutten?

- Ja. Den står i et skab med et ur, jeg fik i svendeprøvegave, og alle mine rallypokaler.

Hvad er din planer og drømme for fremtiden?

- Den ultimative drøm er at kunne leve af at dyrke rally. Men herhjemme er sporten for lille, så det kræver et internationalt gennembrud. Med de rette kontakter og held kommer det på et tidspunkt. Så indtil jeg får mit internationale gennembrud, er min drøm at have et arbejde, jeg er glad for og dyrke min sport på så højt plan som muligt. Jeg tror aldrig, jeg forlader autobranchen som sådan.