18. dec 2019

Liveshows skal få flere til at vælge en erhvervsuddannelse

En erhvervsuddannelse giver identitet, autoritet og en særlig ’superkraft’. Det er budskabet i projektet, som består af 22 liveshows, hvor fagligt stolte elever fra erhvervsuddannelser demonstrerer, hvorfor en erhvervsuddannelse i industrien er et attraktivt uddannelsesvalg.

De 22 shows skal holdes på erhvervsskoler over hele landet, og ved hvert show bliver lokale grundskoler inviteret til at være publikum. Samtidig kan andre fra målgruppen, som primært er 13-18-årige, se med på YouTube, gamerplatformen Twitch og sociale medier.

- Med projektet ønsker vi at vise de ambitioner og den passion, som findes hos rigtig mange unge, der er i gang med en erhvervsuddannelse. At lade de unge elever selv stå for den fortælling styrker budskabet, og gør det muligt for målgruppen at spejle sig i rollemodeller. Samtidig kan vi komme ud til rigtig mange uddannelsesøgende unge, fordi vi bruger kanaler, hvor de allerede er aktive, fortæller Thea Wanning, projektleder for Hands-on.

Støttet af Nordea-fonden og arbejdsmarkedets parter

Det er organisationerne bag Hands-on, Dansk Metal, 3F, Teknisk Landsforbund, HK Privat og DI, som står bag projektet og finansierer en del af det. Nordea-fonden støtter også projektet med 1,9 mio.kr.

 - Der er tale om et nyt og banebrydende projekt, som vil italesætte og vise erhvervsuddannelserne på en helt anden måde, end eleverne og de voksne omkring dem både i skolen og hjemmet tidligere har set. Det bliver spændende følge hvordan Hands-ons anderledes tilgang og utraditionelle 'vejledning' virker og trænger igennem til de unge, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

Advisory board skal understøtte målsætning

De 22 liveshows går i luften efter sommerferien 2020. Indtil da skal Hands-on bl.a. nedsætte et advisory board bestående af unge, som kan være med til at udvikle projektet.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Thea Wanning

Kommunikationschef

Telefon

33 77 91 80

Mobil

51 60 00 75

E-mail

twa@iu.dk